Et kort kig på IKEA Inspelning
Med IKEAs nye Tretakt smart plug er det muligt at monitorere energiforbruget af de enheder, som er koblet på den. Jeg har taget et kig på Inspelning for at se, hvilke muligheder der er, og ikke er, med IKEAs nye smart plug.
5. oktober 2024 | Sune Kuntz
Der er gået lang tid siden de første tegn om et nyt smart plug dukkede op i april. Siden da har IKEA bekræftet, at de arbejder på at indbygge mere omfattende energiforbrugs overvågning i deres Home Smart app, som de kalder Energy Insights.
I slutningen af september udkom det første produkt, som bliver kompatibel med Energy Insights. Det er deres smart plug Inspelning, som har indbygget energimåler. Hvad kan Inspelning, og er den værd at vælge fremfor Tretakt? Det er præcis hvad jeg vil forsøge at afdække i artiklen.
Hvordan fungerer energimålingen?
Inspelning kan som sagt måle energiforbrug. Alt du sætter i stikket, vil du straks kunne aflæse energiforbruget af i IKEAs Home Smart app. Målingen er, ikke overraskende, i watt, så det er hurtigt at regne på el-prisen af det forbrug der bruges.
Det er også muligt at se, hvor meget det samlede energiforbrug har været, siden dit Inspelning stik er sat til i kWh. Her kan man for eksempel holde øje med køleskabets samlede energiforbrug i løbet af en måned.
Desværre kan man ikke se energiforbruget fordelt på uger eller måneder. Det er kun det samlede energiforbrug siden stikket blev sat i, hvilket er en smule skuffende. Det er selvfølgeligt muligt at nulstille måleren, men det skal man altså gøre manuelt.
Forhåbenligt kommer Energy Insights til at skabe et bedre overblik over ens energiforbrug, sådan at forbruget kan monitoreres måned for måned.
Desværre stopper mulighederne energimålingen har her, da der ikke er meget du reelt kan bruge strømforbruget til. Det er ikke muligt at starte scener eller automationer baseret på strømforbruget i IKEAs Home Smart app. Her kunne man godt have forestillet sig en rutiner, som overvågede strømforbruget af ens fjernsyn for at afgøre om det er tændt eller slukket. Når fjernsynet tændes stiger strømforbruget, hvilket automatisk kunne tænde lyset. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt gennem IKEAs egen app, og du skal ud i Homey, SmartThings eller anden smart home platform for at opnå automationer som denne.
Inspelning som smart plug
Inspelning kan ligesom dens lillebror Tretakt også tændes og slukkes gennem app’en. Det kommer næppe som en overraskelse, men for god ordens skyld nævner jeg det alligevel.
Ligesom Tretakt er det muligt at forbinde Inspelning med fjernbetjneinger og sensorer, så det kan tændes eller slukkes uden brug af app’en. Her er der ikke meget at rapportere, da stikket opfører sig som man kender det fra andre smart plugs.
Forbind til andre smart home platforme
Det har siden marts været muligt at aktivere Matter på IKEAs Dirigera hub gennem deres Labs funktion – beta funktioner, som endnu ikke er klar som officielle funktioner. I september annoncerede IKEA, at Matter endeligt ville komme som en officielt understøttet funktion. I samme omgang blev der frigivet en liste over de enhedstyper, som ville blive eksponeret gennem Matter. Her var smart plugs blandt der understøttet enheder.
Med Matter kan du forbinde IKEAs udstyr til andre Matter-kompatible smart home systemer. Det er i hvert fald, hvad man burde kunne. Siden Matter kom ud af beta, har jeg nemlig ikke været i stand til at forbinde Dirigera til andre Matter smart home systemer. Derfor kan jeg heller ikke teste, om Inspelning bliver eksponeret korrekt.
Da Inspelning er Zigbee, har jeg dog været i stand til at teste Inspelning direkte på SmartThings. Her stikket hopper på uden problemer efter få sekunder. Selv strømforbruget rapporteres korrekt, helt uden at jeg har været nødt til at installere nogle Edge Drivere.
Det er også vigtigt at nævne, at IKEA ikke længere understøtter deres gamle Trådfri gateway med nye produkter. Det gælder også Inspelning, som du altså kun kan forbinde til deres Dirigera hub.
Er Inspelning værd at købe?
Inspelning er på mange måder interessant. Produktet tegner et godt billede af, hvor IKEA er på vej hen med deres smart home: De satser på at hjælpe deres forbrugere med at sænke deres energiforbrug. Her er Inspelning et skridt på vejen, og jeg tror at vi skal forvente, at IKEA i fremtiden vil indprogrammere energiforbruget af alle deres pærer og smart home udstyr i deres app.
Desværre er overvågning af energiforbruget hæmmet af de manglende muligheder, og før Energy Insights er udkommet er det begrænset hvad man reelt kan bruge overvågningen til. Selvfølgeligt kan man få stillet ens nysgerrighed over energiforbrug, og det er (i alt seriøsitet) ikke noget der bør undervurderes.
Som smart plug er der intet særligt at rapportere. Det fungerer stabilt, larmer ikke når det tændes eller slukkes, og præcis som Tretakt er der en tænd/sluk knap på selve stikket.
I øjeblikket står Inspelning til 89 Kr., mens Tretakt står til 69 Kr. Personligt havde jeg selv brugt de 20 Kr. ekstra, selvom jeg ikke kan bruge energiforbruget til særligt meget. Men er alt du ønsker at tænde og slukke for et apparat, så er der ingen grund til at gå efter Inspelning frem for Tretakt.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer endnu.