TEST: Gør dine rullegardiner smarte med Zemismarts Matter gardinmotor

Zemismart ønsker at gøre dine eksisterende gardiner smarte med deres batteridrevet gardinmotor. Gardinmotoren kan trække selv de tungeste gardiner med dens op til 2kg trækkræft, og med Matter over Thread er den kompatibel med de fleste smart homes. Desværre har Zemismart valgt mik


18. januar 2025 | Sune Kuntz

Mit IKEA Praktlysing plissegardin i mit køkken og mit motoriseret Zemismart gardinskinne i min stue er blandt mine favorit smart home produkter. Der er simpelthen bare noget futuristisk i at gardinerne automatisk lukker når man ser film, eller at gardinet automatisk ruller ned i køkkenet når det bliver for varmt og solen skinner ind ad vinduet.

Jeg har længe gerne ville gøre mit rullegardin i mit soveværelse smart. Desværre er vinduet for bredt til IKEAs smart rullegardiner, og desuden er smart rullegardiner ikke just billige. Hvis jeg engang flytter ville jeg altså være nødt til at købe helt nye smart gardiner, hvis ikke at de passer til målene i de nye vinduer.

Begge problemer så ud til at kunne løses med Zemismarts rullegardinsmotor. Motoren kan indføres i gardinrøret på dine eksisterende ikke-smarte rullegardiner. Du skal altså hverken ud og købe nye gardiner, eller frygte at pengene er spildt, hvis du i fremtiden ønsker at flytte gardinet til et vindue med andre mål. Motoren er udstyret med et 800mAh batteri, som jeg forventer at skulle lade op hver 3 – 6 måned alt efter brug. Derudover kan motoren trække 2kg, hvilket burde være nok til de fleste gardiner.

Tekniske specifikationer på gardinmotoren.
Tekniske specifikationer på gardinmotoren.

Zemismart har sendt mig deres motor til test, men de har hverken læst min anmeldelse på forhånd eller givet input til indholdet.

Sørg for at dine gardiner er kompatible!

Før du overhovedet overvejer at købe en Zemismart gardinmotor, så skal du sikre dig, at dit rullegardin er kompatibel med motoren. Indersiden af gardinrøret skal nemlig have en kant. Uden kanten kan motoren ikke gribe fat, og så er pengene spildt.

Uden denne kant på indersiden, er gardinmotoren ikke kompatibel med dit gardin.
Uden denne kant på indersiden, er gardinmotoren ikke kompatibel med dit gardin.

Da jeg først modtog gardinmotoren antog jeg, at mine IKEA gardiner kunne benyttes. Men åbenbart benytter IKEA et gardinrør uden kant på indersiden. Jeg har aldrig skænket indersiden af mine gardinrør en tanke før, men det bør du altså gøre før du køber motoren.

I modsætning til Jysk gardinrøret, så har IKEAs gardinrør ingen kant på indersiden.
I modsætning til Jysk gardinrøret, så har IKEAs gardinrør ingen kant på indersiden.

Heldigvis havde jeg alligevel planer om at udskifte gardinet med et bredere et fra Jysk, og det nye gardin havde kant på indersiden. Jeg har designet en 3D printet adapter til IKEAs rør så jeg kunne teste motoren inden gardinet fra Jysk ankom. Adapteren gjorden hvad den skulle de 2 uger jeg benyttede den, men jeg garanterer intet på længere sigt. Du er velkommen til at printe din egen og lave alle de ændringer du ønsker.

3D printet adapter til IKEAs gardinrør.
3D printet adapter til IKEAs gardinrør.

Jeg har benyttet Zemismarts egen officielle adapter i det meste af min test, da mine nye Jysk gardiner som sagt havde kant på indesiden af røret.

Installation af gardinmotoren

Når du skal installere motoren i gardinrøret skal du først fjerne plastikproppen i den ene ende. Du skal nu indfører motoren med den tilhørende adapter ned i røret. Motoren sidder stramt i røret, så vær parat til at bruge kræfter. Når motoren er på plads skal du påsætte ophængsadapteren i den anden ende.

Motoren indføres i den ene ende af røret, mens ophængsadapteren indføres i den anden ende.
Motoren indføres i den ene ende af røret, mens ophængsadapteren indføres i den anden ende.

Herfra gælder det bare om at montere beslagene i vindueskarmen. Det er helt almindelige beslag som til alle andre gardiner, så har du før monteret et rullegardin så er der intet ny i dette trin. Når du monterer rullegardinet, så er et godt tip at dreje på ophængsadapteren. Drejer du adapteren trækker metalpinden sig tilbage, så du let kan løfte gardinet op på beslagene. Drejer du det helt, springer pinden ud igen.

Drejes gearet, trækker metalpinden sig tilbage.
Drejes gearet, trækker metalpinden sig tilbage.

Husk at positioner gardinmotoren så USB-stikket vender udad. Hvis ikke du gør det, så bliver motoren umulig at lade op. Medmindre du ønsker at montere den medfølgende fjernbetjening på væggen, så er du nu klar til at sætte den øvre og nedre grænse før du forbinder til app’en.

Fjernbetjeningen kan monteres på væggen med et medfølgende magnetisk beslag.
Fjernbetjeningen kan monteres på væggen med et medfølgende magnetisk beslag.

Indstil den øvre og nedre grænse

Før at du kan forbinde gardinmotoren til dit smart home skal du indstille den øvre og nedre grænse. Uden disse grænser ved motoren ikke, hvornår den skal stoppe med at rulle op/ned. Det er ikke muligt at sætte grænserne uden en fjernbetjening, så lad være at smide den væk selv hvis du ikke forventer at bruge den.

Manualen forklarer rimelig godt, hvordan grænserne sættes. Du trykker på en programmeringsknap bag batteriklappen, og derefter en kombination af knapperne foran på fjernbetjeningen. Jeg kommer ikke til at gå i detaljer i artiklen, men er du forvirret over manualen kan du med fordel se min video i bunden af artiklen.

Bag batteriklappen sidder der to knapper. Den højre er programmeringsknappen.
Bag batteriklappen sidder der to knapper. Den højre er programmeringsknappen.

Forbind via Matter – Zemismart hub er (heldigvis) ikke nødvendig

Når du har indstillet den øvre og nedre grænse, er det tid til at forbinde motoren til dit smart home. Du kan sætte motoren i parringsmode ved enten at holde reset knappen på selve motoren inde i 10 sekunder, eller ved at trykke på programmeringsknappen efterfulgt af ned- og derefter op knappen. Når den blå LED blinker, er du klar til at forbinde.

Lige under USB-stikket på motoren finder du reset knappen.
Lige under USB-stikket på motoren finder du reset knappen.

Zemismarts produkter er baseret på Tuya, og de sælger også deres egen Matter hub. Heldigvis behøver du ikke deres hub, hvis ikke du vil – det er hele pointen med Matter. Du skal til gengæld have en Thread Border Router, da motoren er Matter over Thread. Har du en Homey Pro 2023, SmartThings hub, Google Nest Hub 2 eller Apple TV 4K, så har du allerede en Thread Border Router.

Det er godt endeligt at se Matter-logoet på flere smart home produkter.
Det er godt endeligt at se Matter-logoet på flere smart home produkter.

Når du tilføjer motoren, foregår det på samme måder som alle ander Matter enheder. Du scanner en QR-kode og inden for få sekunder er motoren forbundet til dit smart home. Jeg oplevede kun at der var fejl ved tilføjelsen en enkelt gang. Så snart jeg forsøgte igen, hoppede motoren på uden problemer. Ved senere fabriksindstillinger oplevede jeg ingen problemer.

Matter QR-koden sidder blandt andet på styreboksen på selve motoren. Samme kode kan også findes i manualen.
Matter QR-koden sidder blandt andet på styreboksen på selve motoren. Samme kode kan også findes i manualen.

Én af fordelen ved Matter er, at flere smart home økosystemer kan styre samme enhed. Jeg har uden problemer tilføjet motoren til SmartThings, Google Home og Home Assistant på samme tid gennem Matter. Så snart jeg åbner gardinet i Home Assistant reflekteres det i SmartThings og Google Home. Da gardinet er batteridrevet går der ofte et halvt sekund før det reagerer, men aldrig mere end det. Ofte reagerer det næsten øjeblikkeligt, så her har jeg ingen kritik.

Er der slet ingenting galt med motoren?

Motoren var nem at sætte op, den blev fundet af min SmartThings hub og Home Assistant Yellow næsten med det samme og den har været stabil lige siden. Så er der overhovedet noget jeg ikke bryder mig om? Ja. Der er desværre to punkter som virkeligt irriterer mig.

*Suk* er det et mikro USB stik?

Vi er i år 2025. Det første forbrugerelektronik med USB-C udkom i 2016. Siden har EU krævet, at nye produkter i visse kategorier udkommer med netop dette stik. Givet, gardinmotorer er ikke blandt disse kategorier, men derfor irriterer det mig stadig grænseløst, at motoren lader op med micro USB. Det virker helt forrygt, at nyt elektronik ikke sendes på markedet USB-C.

Der er ingen undskyldning for mikro USB i 2025.
Der er ingen undskyldning for mikro USB i 2025.

Zemismart er ikke en tilfældig kinesisk sælger på Temu. Selvom deres produkter er baseret på Tuya, så er det stadig et mere eller mindre kendt navn inden for smart home verdenen. De har alle de ressourcer de har brug for, for at sikre miko USBs død i egne produkter. I det mindste medfølger der et flere meter langt kabel.

Dårligt designet batterklap

Udover manglende USB-C, så er jeg også stødt på et andet – meget irriterende – problem. Det er ikke et problem med selve motoren, men derimod deres fjernbetjening. Når du køber motoren får du muligheden for at købe en 1-kanals eller en 6-kanals fjernbetjening. Zemismart sendte mig deres 6-kanals fjernbetjeningen, så om 1-kanals fjernbetjeningen har samme problem jeg beskriver herunder, ved jeg ikke.

Fjernbetjeningen ser, i mine øjne, godt ud.
Fjernbetjeningen ser, i mine øjne, godt ud.

Da jeg først pakkede motoren og fjernbetjeningen ud troede jeg, at fjernbetjeningen var i stykker. Der var lys i motoren, men fjernbetjeningen ville kun sporadisk styre den. Jeg forstod ikke hvorfor, indtil at jeg åbnede batteriklappen og trykkede på batteriet. Nu fungerede fjernbetjeningen hver gang.

Batteriklappen formår ikke at lægge nok tryk på batteriet.
Batteriklappen formår ikke at lægge nok tryk på batteriet.

Det lader til, at Zemismart har designet fjernbetjeningen på en måde, så batteriet ikke har kontakt med terminalerne når klappen er på. Det betyder, at du enten skal trykke på batteriet hver gang at du vil bruge fjernbetjeningen, eller ligge et lille stykke foldet papir bag batteriklappen.

Jeg har sat noget pap under batteriklappen, så batteriet får kontakt med terminalerne.
Jeg har sat noget pap under batteriklappen, så batteriet får kontakt med terminalerne.

Det virker som en absurd designfejl, da fjernbetjeningen i praksis ikke fungerer. I mit tilfælde betyder det, at jeg har indstillet motorens øvre og nedre grænse, for så at smide fjernbetjeningen i en skuffe. Hvordan Zemismart ikke selv har opdaget designfejlen ved jeg ikke, og det virker amatøragtigt at sætte sådan et produkt til salg.

Opsummering og mine sidste tanker

Zemismart har formået at lave en gardinmotor som gør dine eksisterende gardiner smarte, kører på batteri og som kan kobles på de fleste smart home systemer takket være Matter. Motoren har været klippestabil siden jeg har sat den op, og jeg har ikke oplevet nogle problemer rent mekanisk.

Til gengæld virker valget af opladning gennem mikro USB fremfor USB-C mærkværdig, selvom de sender et 5 meter langt mikro USB kabel med. Og så er det irriterende og forundrende, at fjernbetjeningen ikke kan bruges på grund af Zemismarts designfejl. Den eneste trøst her er, at du let kan sætte andre knapper til at styre gardinmotoren gennem dit smart home system.

Men alligevel er jeg glad for motoren, og jeg havde ikke været skuffet, hvis jeg selv havde købt den. Jeg er glad for den, netop fordi den har været så stabil og er kompatibel gennem Matter. I sidste ende er det vigtigste, at jeg kan regne med at mit gardin kører op og ned når jeg beder det om det. Og så længe at jeg ikke benytter den medfølgende fjernbetjening, så er det præcis hvad jeg kan.

Jeg har ikke flere gardiner jeg kan motorisere, men hvis jeg havde, så var valget nok faldet på flere af Zemismarts motorer. I øjeblikket kan motoren fås for Ca. 580 Kr. plus fragt med enten en 1- eller 6-kanals fjernbetjening, eller Ca. 510 Kr. for motoren uden fjernbetjening (denne mulighed er, hvis du allerede har en 6-kanals fjernbetjening til at styre mere end én motor). Skulle jeg anbefale en gardinmotor til en ven eller familiemedle, så ville jeg ikke have problemer med at anbefale Zemismarts motor – jeg ville dog råde dem til at købe en 1-kanals fjernbetjening fremfor den fejlfyldte 6-kanals fjernbetjening.

Se min anmeldelse på YouTube

Jeg har anmelde Zemismarts gardinmotor på YouTube. Her gennemgår jeg blandt andet i detaljer, hvordan man indstiller den øvre og nedre grænse. Videoen kan ses herunder:



Skriv en kommentar


Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu.

© Positron 2024