Tado

Tado har lanceret nye produkter under navnet Tado X. Blandt listen af forbedringer er genopladelige batterier gennem USB-C, et nyt design og Matter over Thread. Fælles med de gamle modeller er dog stadig Tados insisteren på en abonnomenttjeneste som gemmer funktioner bag en betalingsmur. Jeg tester om Tado fortjener en plads på din radiator.


30. august 2024 | Sune Kuntz

Tado X produkt familien.

Selvom der stadig er lidt sommervarme tilbage i vejret, så varer det nok ikke alt for længe, før vi atter skal tænke på opvarmning af hjemmet.

Heldigvis har Tado lanceret en helt ny generation af deres populære termostater, som kommer med forbedringer over deres gamle V3+ -modeller. Hvor deres gamle termostater før var proprietære og kun kommunikerede direkte med Tados egen bridge, så er Tados nye produkter Matter. Det betyder at deres nye termostater kan kommunikere direkte med flere forskellige smart home systemer – også selvom du ikke har en Tado bridge.

Jeg har længe haft et ønske om at gøre alle mine radiatorer smarte, og heldigvis var Tado med på at sende mig nogle af deres nye produkter så jeg kunne teste dem.

Kommer jeg til at installere Tado termostater på alle mine radiatorer, eller fortsætter jeg søgningen på en smart termostat? Det er det, som jeg vil forsøge at finde ud af i min test.

Sig hej til Tado X

Tado kalder kollektivt deres nye produkter for Tado X, og suffikset X er at finde på alle deres nye produkter. Er X ikke i navnet, så er der snak om deres gamle modeller.

Tado har sendt mig deres Smart Radiator Thermostat X, Wireless Temperature Sensor X, og Bridge X. I X-familien har de dog også Heat Pump Optimizer X – smart styring af varmpepumper, og Smart Thermostat X – smart styring af eksisterende rumtermostat.

Tados nye produktserie kaldes kollektivt for Tado X. FOTO: Tado.

Har du allerde Tado produkter, så er ingen af de nye produkter ikke kompatible med de gamle V3+ Tado produkter. Du er derfor nødt til at investere i de nye X-produkter, hvis du vælger at opgradere.

Hardwaren: godt bygget og gennemtænkt design

Det første man lægger mærke til når man pakker Tados produkter ud, er kvaliteten af deres konstruktion. Selvom de er konstrueret af plastik, så giver de sig ikke og der er ingen store synlige samlinger. De føles hverken billige eller fyldt med kompromiser.

Som del af æsken termostaten kommer i, har Tado lavet et udklip af forskellige radiatortermostater. Udklippet bruges til let at genkende ventilen på din radiator og hvilken medfølgende adapter der skal bruges. Det er en lille, men meget smart detalje, som viser at Tado har tænkt tingene igennem. På udklippet linkes også til video guides som viser, hvordan hver adapter skal installeres. Den fysiske installation er let med Tados veludførte guides, selv hvis man aldrig har skiftet en radiator termostat.

Medfølgende adapter skabelon til radiatorventilen.
Medfølgende adapter skabelon til radiatorventilen.

Termostat X

Hvis vi først tager et kig på termostaten, så har Tado truffet nogle designvalg som får den til at skille sig ud fra andre smart termostater. For det første er skruehovedet som fæstner termostaten til adapteren på radiatoren lavet af metal. På andre smart termostater støder man tit på en plastikskrue. Det kan føles både skrøbeligt og upålideligt. På Termostat X føles skruehovedet pålidelig, og jeg er ikke bange for at kommer til at ødelægge den ved påmonteringen.

Skruen som fæstner termostaten til adapteren er lavet af metal.
Skruen som fæstner termostaten til adapteren er lavet af metal.

Tado har også valgt at designe termostaten, så ventilstiften sidder retvinklet i forhold til displayet. Har man en radiator med ventilen i siden, så kan det gøre det lettere at aflæse displayet. For mig gør det dog ingen forskel, da ventilen på mine radiatorer ikke er monteret for enden af radiatorerne, men langs røret som fører ind i radiatoren. Jeg har dog ingen problemer med hverken at aflæse eller betjene Termostat X, og formen er altså derfor hverken en ulempe eller en fordel for mig.

Selv hvis din radiatorventil sidder anderledes end på Tados billede (øverst), så er displayet let at aflæse.
Selv hvis din radiatorventil sidder anderledes end på Tados billede (øverst), så er displayet let at aflæse.

Displayet kan roteres når som helst, så du skal ikke være bange for om displayet kommer til at vende forkert, uanset hvilken retning din radiatorventil peger. Rotationen af displayet kan foretages, uden at fabriksindstille termostaten.

Displayet roteres let, selv efter den er opsat.
Displayet roteres let, selv efter den er opsat.

En sidste genistreg ved termostaterne, er Tados valg af batterier. Termostaten kører nemlig hverken på AA- eller AAA-batterier. Derimod benytter termostaterne et medfølgende genopladeligt batteri, som let kan afmonteres. Batteriet oplades ved hjælp af USB-C (TAK, Tado!). Tado sælger ekstra batterier på deres hjemmeside, så du altid kan være klar til at skifte mellem batterier. Hverken strømforsyning eller kabel medfølger, så det skal du selv skaffe. Tado hævder at de holder omkring et år på en opladning, og at en opladning tager cirka 2 timer. Har du forbundet dine termostater til mere end ét smart home system af gangen skriver Tado dog, at batteriets levetid kan være en smule kortere. Jeg har ikke haft termostaterne længe nok til at at teste påstanden om levetiden, men den virker på ingen måder usandsynlig.

Tados Termostat X benytter medfølgende genopladelige batterier, som oplades via USB-C.
Tados Termostat X benytter medfølgende genopladelige batterier, som oplades via USB-C. FOTO: Tado.

I modsætning til andre smart termostater jeg kender til, så måler Tados termostater ikke kun den nuværende temperatur, men også den luftfugtigheden. En interessant funktion som jeg byder velkommen.

Temperatursensor X

Deres temperatursensor X er ikke blot en temperatursensor, men kan også bruges til at fjernstyre ens termostat(er). På fronten sidder der nemlig tre knapper i bunden. Den midterste knap vækker displayet, mens de venstre og højre knapper skruer henholdsvis ned og op. Sensoren kører på tre AA-batterier, og Tado har været så flinke at inkludere batterierne.

Displayet er et hvidt, oplyst 7-segments LCD-display med høj læsbarhed selv i direkte sollys. Hvis man har det placeret i soveværelset kan lyset dog forstyrre nattesynet en smule ved brug om natten, da lysstyrken ikke kan justeres.

Er man lysfølsom og frygter man at displayet holder en vågen om natten, så kan man godt pakke frygten væk igen. Displayet lyset nemlig kun kortvarrigt op når det betjenes og slukker derefter få sekunder efter. Personligt synes jeg at det er lidt ærgeligt at sensoren ikke er i stand til at vise brugbar information konstant. Var der brugt et passivt LCD display eller en eInk skærm, så kunne temperaturen vises hele tiden og let aflæses fra en afstand, uden at det var nødvendigt at trykke på en af knapperne. Måske havde et passivt LCD display ikke set lige så premium ud, og vi er nok ude i en smagssag om hvorvidt man foretrækker et højt læsbart, belyst 7-segments LCD display der kun kan aflæses når det betjenes, eller et lidt mindre elegant passivt 7-segments LCD display som kan aflæses konstant.

Det er muligt at vægmontere sensoren ved hjælp af medfølgende skruer eller dobbeltklæbende tape, og bagklappen kan let afmonteres når batterierne skal udskiftes. Tado sælger også et plastikstativ, som kan tilkøbes for 25 Euro, eller cirka 187 Kr. direkte fra deres egen hjemmeside.

Tado Wireless Sensor X stander.
Tado Wireless Sensor X stander. FOTO: Tado.

Tado X og Matter over Thread

Den helt store nyhed med Tado X er understøttelsen af Matter. Tado har valgt at benytte Matter over Thread, sandsynligvis på grund af Threads lavere batteriforbrug. Det betyder at du skal bruge en Thread border router for at kunne koble dem på dit smart home system.

Tados egen Bridge X fungerer som en Thread border router. Den er ikke nødvendig, hvis du har en eksisterende Thread border router såsom Homey Pro 2023, SmartThings/Aeotec V3 eller Google Nest Hub 2. Til gengæld er den nødvendig, hvis du enten ønsker at bruge Tados egen app, eller hvis du vil koble deres temperatursensor sammen med deres termostat – det er nemlig én af de funktioner, som endnu ikke er understøttet af Matter.

Tados Bridge X Thread border router.
Tado Bridge X Thread border router.

Jeg har af nysgerrighed forsøgt at koble Tado termostat X og temperatursensor X på Google Home, SmartThings, Sonoff iHost og SmartLife gennem Zemismart M3 hub (Tuya) udenom Tados Bridge X.

Termostat X

I alle systemer hopper termostaten på efter kort tid, og man får fuld kontrol over termostatens funktioner. Her er der ingen funktionel forskel mellem Tados app og øvrige smart home systemer, hvis alt du ønsker er at styre temperaturen. Man mister dog funktioner såsom detektering af åbne vinduer, da denne funktion styres af Tado app’en og ikke direkte af termostaten. Har man kontaktsensorer på vinduerne, kan funktionen dog nemt replikeres med simple rutiner.

En anden funktion som man ikke nødvendigvis mister, men som ikke er lige så elegant i andre apps, er muligheden for at planlægge opvarmning bestemte tidspunkter på bestemte dage. Muligheden eksisterer som rutiner i Google Home, SmartThings osv., men Tado har en indbygget kalender som gør det lettere og mere overskueligt. Hvis ikke du behøver andet end dags- og natteopvarming, så er det sandsynligvis ikke en funktion du kommer til at savne. Men hvis du derimod gerne vil have specifikke temperaturer på flere forskellige tidspunkter på forskellige ugedage, så gør Tados app det bestemt lettere at sætte op.

Kalenderfunktionen i Tados.

Temperatursensor X

Ligesom termostaten, hopper temperatursensoren direkte på alle de systemer som jeg har testet. Inden for få sekunder genkender både Google Home, SmartThings og SmartLife app’en temperatursensoren.

Temperatursensoren måler ikke kun temperaturen, men også luftfugtighed ligesom termostaten. Fugtighedssensoren benytter Tado til at fortælle dig, om du bør lufte ud. Desværre melder sensoren kun temperatur og ikke fugtighed, når den kobles på andre systemer via Matter. Det er lidt ærgeligt, da Matter understøtter både temperatur- og fugtighedssensore, samt muligheden for at rapportere begge værdier gennem én sensor.

Tado trådløs temperatur sensor X.
Tado trådløs temperatur sensor X.

Som før skrevet, så er det heller ikke muligt at koble styring af varme gennem temperatursensoren sammen med termostaten – det er simpelthen ikke en funktion i Matter endnu. Derudover mister man også muligheden for at måle opvarmningen i lokalet gennem temperatursensoren i stedet for gennem termostaten. Det betyder, at du skal sætte temperaturen på termostaten en smule højere end du ønsker temperaturen at være i rummet, da der naturligt er varmere nær radiatoren. Alternativt kan temperaturen på termostaten forskydes i app’en.

Offset på termostatens temperatursensor kan sættes i app'en.
Offset på termostatens temperatursensor kan sættes i app’en.

Personligt ser jeg igen grund til at købe termperatursensoren, hvis ikke at man har tænkt sig at koble den på Tados Bridge X. Kobles termostaten og temperatursensoren på Bridge X, så får man alle funktionerne i Tados app, samt muligheden for at eksponere dem gennem Matter gennem Bridge X.

Tados app – den gør, hvad den skal

Tados app er selvfølgeligt den måde som Tado foretrækker at du styrer dine Tado X enheder gennem. App’en giver da også funktioner som ikke er tilgængelige i andre apps, men flere af funktionerne er gemt bag et abonnement – mere om det om lidt.

Som nævnt tidligere, så kan app’en registrere pludseligt fald i temperaturen som den tolker som et åbent vindue. App’en kan herefter sørge for at termostaten (eller termostaterne) i rummet automatisk lukker så varmen ikke går tabt. Det er en smart funktion som har virket ganske udemærket i løbet af min test, selv med udetemperaturer der har ligget tæt op af temperaturen indenfor. Det er muligt at indstille, hvor længe termostaten skal være lukket efter vinduet er blevet åbnet.

Indstilling af Tado app'ens detektering af åbne vinduer.
Indstilling af Tado app’ens detektering af åbne vinduer.

Én af de funktioner jeg har ønsket i smart termostater, er muligheden for at skrue op for varmen lidt før jeg er hjemme. Muligheden for at lave en geofencing er tilstede i app’en, så termostaterne både kan skrue ned når man går, og skrue op når man er på vej hjem. App’en har været fejlfri i at opdage, når jeg er gået eller er kommet hjem.

Tados app har indbygget geofencing-funktion. Har app’en ikke registreret at du er gået eller kommet hjem, er det også muligt selv at markere ens lokation.

Der er også andre funktioner i app’en såsom en luftkvalitetsovervågning, hvor der benyttes en kombination af temperatur-, fugtighedssensoren og vindudetektion til at approksimere luftkvaliteten, samt en overvågning af ens varmeforbrug og sammenligne den med tidligere år.

Med undtagelse af overvågning af luftkvaliteten, så er de øvrige funktioner jeg har nævnt dog alle nogle der kræver et abonnoment fra Tado kaldet Auto-Assist for at fungere optimalt. Uden Auto-Assist slukker radiatorerne ikke automatisk ved åbne vinduer, og der skrues ikke automatisk ned for varmen når man går hjemmefra ligesom sammenligning af varmeforbrug heller ikke figurerer. Uden abonnoment får man kun en notifikation, som man selv skal interagere med ved åben vinduer eller ture ud af hjemmet. Abonnomentet koster 29 Kr. om måneden, eller 199 Kr. for et år. Tado har på deres hjemmeside et fuldt overblik over, hvad der følger med i Auto-Assist.

Tado Auto-Assist abonnoment er krævet for flere funktioner i app'en.
Tado Auto-Assist abonnoment er krævet for flere funktioner i app’en. FOTO: Tado.

Kobler man nogle af produkterne på andre smart home systemer gennem Matter, så kan man let får funktioner såsom geofencing gratis. Det kræver dog at man jonglerer med flere apps og har et overblik over, hvilken app der har de forskellige rutiner og automationer til at styre varmen.

Jeg er bestemt ikke fan af abonnomenter, og funktioner som geofencing kan jeg ikke forstå, at man gemmer bag et abonnoment.

Kan Tado X anbefales?

Tados produkter har vist sig at være pålidlige, de gør hvad de er designet til, og Tados app er let at overskue. Jeg har ikke oplevet at termostaterne ikke har reageret eller at deres Bridge X har været offline på noget tidspunkt. Temperatursensoren har også været klippestabil i dens forbindelse, og den virker til at være præcis i dens måling af både temperaturen og fugtigheden. Eller i hvert fald lige så præcis, som mine Aqara og Sonoff temperatursensorer i samme lokale.

At Tado har lanceret Matter kompatible produkter er i mine øjne kun en fordel for os forbrugere. Det betyder at man kan vælge lige det smart home system som man vil (så længe det understøtter Matter, selvfølgeligt), og selvom Tado skulle forlade markedet engang i fremtiden, så vil deres produkter blive ved med at fungere. Jeg tror bestemt på at Matter er fremtiden i smart home verdenen, og jeg er lykkelig for endeligt at se Matter termostater.

Til gengæld er jeg ikke glad for at Tado har gemt funktioner bag et abonnoment. Funktioner såsom geofencing er i min verden en basal funktion i enhver smart home app og jeg har svært ved at skulle betale 29 Kr. om måneden for funktionerne som Auto-Assist giver. Havde abonnomentet også inkluderet gratis ekstra adaptere, gratis stander til deres temperatursensor eller lignende, så var jeg (måske) mere tilbøjelig til at se gennem fingrene med det. Men som det står nu, så er jeg ikke glad for Tados abonnoment løsning.

Det er også ærgeligt, at temperatursensoren først viser temperaturen når man interagerer med den. Havde man hurtigt kunne kaste blikket mod sensoren og straks se temperaturen termostaterne er sat til, samt den nuværende temperatur, så havde det givet mig en ekstra grund til at placere den så jeg kan se den.

Skifter jeg mine termostater ud med Tado X?

Kommer jeg så til at skifte alle mine radiatortermostater ud med Tado X termostater, eller leder jeg videre blandt de øvrige smart termostater på markedet? Svaret er, at jeg er blevet om, at Tado X bestemt er pengene værd!

Jeg har simpelthen været så glad for Tados termostat og temperatursensor, at varmen i mit hjem fremover skal styres udelukkende af Tado produkter. Selvom jeg ikke er glad for abonnomenter, så styrer jeg let mit smart home gennem SmartThings takket være Matter.

Udover at termostaterne og temperatursensoren (i mine øjne) er pæne, så kommer jeg ikke til at gå med tanken om, hvorvidt varmen nu virkelig er slukket eller skruet ned når jeg forlader mit hjem – for Tado har vist sig at være et firma med fokus på kvalitet.

Leder du derfor efter smarte termostater og har du et budget der rækker til Tado og deres X-produkter, så kan jeg let anbefale at kigge i retning af Tado.

Video anmeldelse

Du kan se min video anmeldelse af Tado X herunder.



Skriv en kommentar


Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu.

© Positron 2024