SmartLife fra Tuya får helt nyt udseende og abonnement
Tuya har givet deres SmartLife app et helt nyt udseende og ændret i måden, du bruger dele af app’en. Samtidig har de introduceret deres Smart Home Pro abonnement, som for 349 Kr. om året giver adgang til flere funktioner. Opdateringen er allerede ude til iOS.
4. november 2024 | Sune Kuntz
SmartLife app’en fra firmaet Tuya har fået en opdatering som bringer et nyt udseende, nye funktioner, og en ny betalingsmur med sig.
Hvis ikke du kender til SmartLife app’en, så er det en app som firmaet Tuya står bag. Tuya producerer såkaldte white label produkter. Det er produkter som de selv udvikler, som andre firmaer køber og sætter navn på. Ledvance, Wiser, og Lidl er blot nogle af de firmaer som køber produkter og app fra Tuya.
Fælles for produkter fra Tuya er, at de alle kan styres gennem SmartLife app’en frem for firmaernes egne apps. Det betyder, at du kan samle dine Ledvance lamper i samme app som din bevægelsessensor fra Lidl og slipper for at have mere end én app.
Et helt nyt udseende
Den største nyhed ved den nye odpatering, er et helt nyt udseende for app’en. Størst er ændringen på hjemmeskærmen, som nu har et mere moderne udseende. Blandet andet vises alle informationer som fliser.
Før var de såkaldte smart funktioner vist som kort i toppen af skærmen som man skulle swipe mellem. Nu kan både de og tap-to-run rutiner tilføjes på startskærmen på lige fod med andre smart home enheder.
Nogle enheder giver dig nu også muligheden for at lave et “Zoom In Card”. Det er et kort, som fylder mere på startskærmen.
Man må formode, at der med tiden vil blive mulighed for at vise mere information om en enhed, da det ellers blot optager mere plads.
Alle øvrige sider har ligeledes modtaget et opdateret udseende. Her er der dog ikke sket lige så store ændringer, som med startskærmen.
Android Auto og CarPlay
En anden stor nyhed ved odpateringen, er tilføjelsen af Android Auto og CarPlay. Ligesom andre smart home platforme såsom SmartThings og Sonoff iHost, bevæger SmartLife sig altså nu ud i bilen.
Det er dog kun muligt at få vist sine tap-to-run automationer i Android Auto og CarPlay, og funktionen er derfor måske ikke lige så nyttig, som den ellers kunne have været.
Rum er gemt væk
Hvor det før var muligt at se en liste over ens rum i toppen af startskærmen, skal man altså ind under et nyt menupunkt.
Det betyder, at man skal bruge flere klik for at komme hen til det rum, som man ønsker at styre. Det er hverken svært at spotte eller forstå, det kræver bare ekstra trin i forhold til før.
Topologi af dit netværk
En mindre, men alligevel velkommen funktion, er muligheden for at se et simplificeret topologi af dit netværk i SmartLife.
På den måde er det let at danne sig et overblik over, hvilke smart home enheder der er forbundet til hvilke hubs eller direkte til WiFi.
Smart Home Pro abonnement
Den største, og sandsynligvis mindst populære ændring må dog siges at være Tuyas forsøg på en abonnement tjeneste.
Tjenesten kalder Tuya for Smart Home Pro. Den koster 164 Kr. for 3 måneder, eller 349 Kr. for et år. Et abonnement gælder for hele hustanden og ikke per bruger.
Med Smart Home Pro får du blandt andet mulighed for at lave lysscener, lave personaliseret startskærme til hver medlem i dit hjem, og tilføje mere end 1000 enheder og scener. Uden abonnement er grænsen 100.
Hvad der dog virker mest besynderligt, er at funktionen for at tilføje rum på startskærmen kræver Smart Home Pro abonnoment. En funktion som indtil nu har været gratis, er altså noget du skal betale for efter den seneste opdatering.
Opdatering til iPhone, Android må vente
Det nye udseende er kommet med version 6.0.0 på iOS, men i skrivende stund ser opdateringen ikke ud til at være kommet til Android.
Det er muligt, at Tuya udruller opdateringen langsomt, så eventuelle fejl kan nå at opdages. I så fald skal man muligvis værne sig med tålmodighed.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer endnu.