Populær lampe fra IKEA får en opdateret Matter-kompatibel model
IKEA er klar med en Matter-kompatibel version af den populære donut-lampe VARMBLIXT. Prisen er stadig uvis, men lanceringen bliver til april. Lampen er designeren Sabrine Marcelis og IKEAs seneste skud på stammen af designerprodukter.
7. januar 2026 | Sune Kuntz
Den populære donut-lampe VARMBLIXT fra IKEA bliver relanceret med indbygget smart home funktionalitet. Den oprindelige VARMBLIXT fungerede udelukkende som en traditionel lampe, som med dens indbyggede LED-lys kun kunne gøres smart ved at benytte en smart stikprop. Her var funktionaliteten begrænset til udelukkende at tænde og slukke lampen.
Den nye udgave kan derimod både skifte farve, temperatur og lysstyrke ved hjælp af den medfølgende BILRESA fjernbetjening. Med fjernbetjeningen kan der skiftes mellem 12 forskellige lysscener, som alle har en glidende overgang.

VARMBLIXT understøtter ligesom de øvrige nye smart home produkter fra IKEA Matter over Thread. Matter gør lampen kompatibel med langt de fleste smart home platforme, så man er ikke bundet til IKEAs egen Dirigera hub.
Ved at bruge IKEAs Home Smart eller andre Matter kompatible apps, får du fuld kontrol over lampens udseender udover de 12 forprogrammeret scener.
Udover smart home funktionalitet, så har lampen også fået en opdaterede glasprofil. Den oprindelige VARMBLIXT benytter blank glas med en indre belægning, hvorimod den opdaterede model i stedet har rug, matteret glas. Matteret glas kan i nogle tilfælde være bedre til at diffusere lys, så overfladen af lampen får en mere ensartet farve og lysstyrke.
Lampen er det seneste samarbejde mellem IKEA og den hollandske designer Sabrine Marcelis. I en pressemeddelelser skriver IKEA, at vi i løbet af 2027 kan forvente endnu flere produkter fra de to. Om nogle af dem er smart home relateret står der intet om, men ifølge møbelgiganten vil alle produkterne kombinere design med teknologi.
Den opdaterede VARMBLIXT forventes på hylderne fra april, men det er før set, at nye produkter lander i butikkerne tidligere end IKEA melder ud. Den oprindelige VARMBLIXT erstattes ikke, men forbliver i kollektionen side om side med den opdaterede model.
Andre nyheder
© Positron 2025



