Nye funktioner til IKEAs Parasoll sensor

IKEA er kommet med en opdatering, som giver deres Parasoll kontaktsensor ekstra funktioner. Selvom IKEAs Home Smart app stadig halter i forhold til andre smart home platforme, så er det godt at se, at de stille og roligt udbygger funktionerne i app’en.


29. oktober 2024 | Sune Kuntz

IKEAs Parasoll kontaktsensor.

IKEAs bud på en kontaktsensor – deres Parasoll udkom i januar i år. Ved lanceringen bød sensoren ikke på nogle nævneværdige funktioner, med undtagelse af deres brug af AA-batterier.

Sensoren var ment som styring af lys, ligesom det meste af IKEAs smart home udstyr. Man kunne med andre ord ikke bruge sensoren til meget andet end at tænd og slukke lyset, eller manuelt tjekke status på sensoren.

Siden er det dog blevet muligt at starte scener med brug af Parasoll og IKEAs øvrige sensorer.

Nu giver en opdatering dog Parasoll yderligere en funktion. IKEA har nemlig opdateret deres app, så det nu er muligt at modtage en notifikation, hvis en sensor har været åben i længere tid.

Et tænkt eksempel kunne være, at du har sensoren placeret på et køleskab. Hvis du glemmer at lukke køleskablågen, så sender IKEAs app dig en notifikation og du sparer en masse strøm og fødevarer.

Det er en lille, men meget velkommen opdatering til IKEAs Home Smart app. IKEAs smart home platform er i forvejen ikke den mest robuste platform, så alle skridt, hvor små de end måtte være, er gode at se.



Skriv en kommentar


Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu.

© Positron 2024