Kameraer er nu en del af Matter 1.5
Matter 1.5 er lanceret. Med opdateringen er kameraer endeligt en del af smart home standarden. Derudover er der mindre tilføjelser og forbedringer af eksisterende matter-funktioner.
20. november 2025 | Sune Kuntz
Matter 1.4.1 og 1.4.2 blev lanceret tidligere i år. Begge opdateringer indeholdte kun mindre opdateringer og quality of life forbedringer.
Men nu får Matter-standarden et ryk op til version 1.5, og med sig bringer den både nye enhedstyper og forbedringer i eksisterende funktioner.
Kameraer
Den helt store nyhed i matter 1.5 må siges at være understøttelsen af kameraer. Når de første matter-kompatible modeller kommer på gaden, bliver det muligt at opsætte zoner, konfigurere kontinuerlig eller hændelsesbaseret optagelse og aktivere to-vejs-tale.
Producenter kan specificere typen af kamera, hvor både floodlight-, hændelses-, og dørklokkekameraer nævnes. Hændelseskameraer er designet til at være strømbesparende fordi de er batteridrevet, og vi kan derfor forvente at vi ikke kun kan se frem til kameraer med fast strøm.
Videofeedet i matter 1.5 er baseret på eksisterende webRTC-teknologier og streames over wifi. Eftersom at protokollen ikke er ny, betyder det forhåbenligt at producenter får lettere ved at inkludere matter i nuværende og fremtidige kameraer.
Vinduer, gardiner, døre
Selvom gardiner og garagedøre allerede er en del af matter specifikationerne, så udvides der med flere kategorier i 1.5.
Producenter får nu flere muligheder at vælge mellem når de specificere, hvilken lukkemekanisme deres produkt benytter. Har man for eksempel en garagedør der svinger i stedet for at rulle op, så kan det nu gengives i app’en.
Jordbundssensorer
Jordbundssensorer er endnu en ny kategori i matter. Med en jordbundssensor kan man følge både fugt og temperatur i jorden.
Jordbundssensorer kan benyttes i kombination af matter-ventiler eller vandindssystemer, som blev introduceret i matter 1.3.
Forbedret energioverblik
En af forbedringer i matter 1.5 kan findes i måden energimåling håndteres. Indtil nu har enheder rapporteret pris af forbrug baseret på en fast el-pris. Men med 1.5 kan systemer nu automatisk hente oplysninger om tariffer og gebyrer.
Udover at give en bedre estimering af prisen for energiforbruget, så giver det også en mere præcis måling af CO2-forureningen.
Også ladestandere og bokse til elbiler får nye funktioner. Med den nye opdatering bliver det muligt at monitorere og styre tovejs-opladning, hvis din elbil er i stand til at sende strøm til huset eller elnettet.
Ingen understøttelse blandt de største platforme endnu
Ingen af de store spillere på markedet har bekræftet, hvornår de planlægger at bringe matter 1.5 til deres platform. Ser vi historisk på det, så skal vi nok væbne os med tålmodighed.
Samsung og Home Assistant plejer at være blandt de første til at opdatere, mens Apple og Google er blandt de langsommeste.
Vi har heller ingen tidslinje for, hvornår vi kan forvente at se matter-kameraer i butikkerne. Hue har tidligere sagt, at de først planlægger at understøtte deres kameraer i HomeKit når matter er klar, så forhåbenligt ser vi en opdatering til deres modeller snart.
Andre nyheder
© Positron 2025



