IKEA Dirigera får en stor Matter opdatering
En opdatering giver IKEAs Dirigera hub endnu flere Matter muligheder end dem vi allerede har. Timingen tyder på, at nye smart home produkter fra IKEA er på vej.
3. juli 2025 | Sune Kuntz

Efter en opdatering i marts, blev IKEAs Dirigera hub i stand til at fungere som en Matter bridge. Enheder forbundet til Dirigera, kunne altså eksponeres til andre Matter smart home apps såsom Homey, SmartThings og Home Assistant.
Nu tager IKEA næste skridt og gør Dirigera til en Matter controller. Det sker med version 2.805.6 opdateringen gennem Home Smart app’en.

At Dirigera nu er en Matter controller betyder, at andre Matter enheder kan tilføjes direkte til Dirigera – vel og mærket hvis enhedstypen er undestøttet af Dirigera. IKEA har ikke offentliggjort en liste over understøttet enheder, men en hurtig test viser, at min SwitchBot luftrensere ikke er understøttet.
Funktionen er stadig i beta, så man skal ikke forvente en fejlfri oplevelse helt endnu. Det er heller ikke tydeligt, om IKEA har aktiveret Thread antennen i Dirigera, hvilket er nødvendigt for at forbinde mange Matter enheder.
Timingen for opdateringen skyldes sandsynligvis, at IKEA selv er på vej med deres første Matter enheder. IKEAs produkter har et ry for at lække længe før de lanceres, så vi kommer nok til at vente lidt endnu, før vi ser dem til salg.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer endnu.