Aliro 1.0: den nye standard til smartlåse fra folkene bag Matter
Aliro er en ny standard til din dørlås. Standarden gør det muligt at låse din smartdørlås op med din telefons wallet-app, uanset om du er Android eller iOS-bruger. Standarden er udarbejdet af de største spillere på markedet, og flere smartlås-producenter arbejder allerede på nye dørlåse der understøtter standarden.
28. februar 2026 | Sune Kuntz
Mange smartlåse kan i dag låses op gennem NFC på din telefon. Det kræver ofte at fabrikantens egen app er åben, eller at låsen er tilføjet Apple Home Key på din iPhone eller Apple Watch. Det efterlader en stor del af brugerne med en kludret brugeroplevelse, hvor app’en skal frem hver gang man står ved hoveddøren.
Den brugeroplevelse håber CSA, organisationen bag Matter, at forbedre i den nærmeste fremtid med annonceringen af Aliro 1.0. Aliro er et forsøg på at standardisere den måde, der overføres data fra din telefon eller smartwatch til låsen. Der er også strenge krav til krypteringen af koder der lagres i din telefons digitale pung.

Aliro er understøttet af Apple, Samsung og Google, som uomtvisteligt er de største spillere inden for lagring af digitale betalings- og ID-kort. De har alle samarbejdet om specifikationerne i Aliro 1.0, og både Apple-, Samsung- og Google Wallet bliver i stand til at åbne din fremtidig dørlås gennem en softwareopdatering.
CSA har bygget Aliro til brug af privatpersoner, men også større virksomheder, hospitaler eller uddannelsesinstitutioner nævnes som områder, hvor det giver mening at benytte standarden. Skal man låse sig ind på sin arbejdsplads, så er det smart at nøglen er gemt på arbejdstelefonen fremfor et seperat system.
Når først en nøgle er gemt i din wallet-app, så kan Aliro låse døren op gennem tre forskellige metoder. Den første er NFC, som kræver at telefonen flyttes tæt på låsen. Bluetooth Low Energy (BLE) og Bluetooth Low Energy plus Ultra-Wideband (UWB) er også indbygget i standarden, men begge kræver at brugeren aktivt vælger at låse døren op gennem telefonen.
Hvad med Matter?
Selvom en dørlås understøtter Matter, bliver den ikke automatisk Aliro-kompatibel. Det er nemlig to vidt forskellige standarder, som forsøger at løse vidt forskellige problemer.
Matter
Matter sikre, at din dørlås kan tilføjes til alle dine Matter-kompatible smart home apps, såsom Home Assistant, SmartThings og Homey. Det er et fælles sprog, som både låsen og dine apps kan snakke over dit netværk. Matter kan ikke overføre data direkte fra din telefon til din låse.
Aliro
Aliro er derimod en standard, som sikre at din telefon kan sende en kode trådløst til din lås, som beder den låse op. Det sker alt sammen udenom dit netværk og smart home system. Aliro sikrer, at koden til din lås lagres lokalt, krypteres sikkert og kan tilføjes til din digitale pung. Aliro skal mest af alt ses som en digital nøgle, som både Apple, Samsung og Google er blevet enige om, hvordan skal gemmes og overføres.
Du skal derfor ikke blive overrasket, når du ser begge logoer på fremtidige dørlåse. Det er nemlig standarder som løse to forskellige problemer.

Hvornår lander de første Aliro dørlåse?
CSA understreger, at Aliro ikke er en engangsaffære, men derimod en standard der vil modtage regelmæssige opdateringer ligesom Matter. Som led i næste opdatering arbejdes der allerede på at indbygge muligheden for at dele en virtuel husnøgle med andre. Alle fremtidige opdateringer bliver bagudkompatible, ligesom det er tilfældet med Matter.
Alliancen giver ingen tidshorisont for lanceringen af de første Aliro-dørlåse. Det eneste vi får, er en liste over de firmaer, som allerede er i gang med at blive certificeret. Listen kan ses nederst i artiklen. Om eksisternede dørlåse kan opdateteres til at understøtte Aliro nævnes der ikke noget om.
Aliro 1.0 certifikationer
- Apple (gennem deres Wallet-app).
- Allegion.
- Aqara.
- Google (gennem deres Wallet-app).
- HID.
- Kastle.
- Kwikset.
- Last Lock.
- Nordic Semiconductor (Aliro-kompatible chips).
- Nuki Home Solutions.
- NXP Semiconductors (Aliro-kompatible chips).
- Qorvo.
- Samsung (gennem deres Wallet-app).
- STMMicroelectronics.
Andre nyheder
© Positron 2025



